Selvdestruktion

TL;DR: Kollektiv selvdestruktion er en katastrofe eller et kvalitativt spring, der fornægter sædvanlig udviklingslogik. Den kan læses som en kulturpsykologisk reaktion på en historisk situation.

Abstract: Kollektiv selvdestruktion udgør i teoretisk forstand en katastrofe eller et kvalitativt spring, som fornægter sædvanlig udviklingslogik. Islands situation i 16-1700 tallet kan bedst beskrives som netop katastrofal i denne betydning. På alle områder af samfundslivet var der opløsning og tilbagegang. Gamle teknologier glemtes, økonomiske vækstpunkter undertryktes, og hungersnød blev hverdagskost. En demografisk krise truede med at udslette befolkningen. Ægteskabsfrekvensen var extremt lav og dødeligheden stor. Mødrene ammede ikke længere deres børn, og få nyfødte overlevede den rå komælk. Incest var almindeligt. Der var kort sagt tale om en opgivelse af enhver kulturel standard; kaos og uorden havde overtaget det sociale rum.Generelt kan man tale om en formfortillært hjælpeløshed i forbindelse med en kollektiv depression. Den kan læses som en kulturpsykologisk reaktion på en historisk situation, som blev mere og mere vanskelig.Naturkatastrofer og politisk underkastelse gjorde deres. Den symbolske udveksling med andre var gået helt i stå, og det eneste spejl, islændingene kunne se sig selv i, var fortiden. Spejlingen i forfædrenes bedrifter tydeliggjorde deres egen afmagt - og reaktionen var en næsten stædig destruktion af kulturen.